Sådan undgår du kolde fødder på løjpen!

Du spænder støvlerne på, griber stavene og kaster dig ud på løjpen... Klar til en lang dags skiløb, og alt virker perfekt. Indtil du har løbet ned to gange, og fødderne allerede er iskolde og stive. Kan du genkende det? Men du behøver ikke lide – vi giver dig ekspertens bedste tips til varme fødder hele dagen!

Kolde og forfrosne fødder er et problem for mange skiløbere. Henrik Enarsson arbejder som ”boot fitter” i en stor skibutik og er ekspert i skistøvler. Han har mødt mange kunder med stivfrosne tær.

- Det er helt klassisk at have kolde fødder, det er et af de mest almindelige problemer, fortæller han.

Ifølge Henrik Enarsson er den mest almindelige fejl, skiløbere begår, at de tager for tykke sokker på.

- Sokken er det mindst vigtige. Varmen sidder ikke i sokkernes tykkelse. Varmen sidder i pasformen. Det vigtige er, at man har en støvle, som sidder ordentligt på foden uden at klemme og hæmme blodcirkulationen, siger han.

For tykke sokker betyder altså for små støvler, og det giver kolde tær. Det er ikke hele sandheden. Dine kolde fødder kan også skyldes, at støvlerne er for store.

- Hvis man har for store støvler, krummer man tæerne, og så spænder man fødderne og hæmmer på den måde blodcirkulationen, siger Henrik Enarsson.
Det er altså pasformen, der er det vigtigste, hvis du vil undgå kolde fødder. Men hvordan får du så udstyr med en god pasform?

- Det er vigtigt, at man har en rigtig god, formstøbt sål, og at man former sin sko, så man får den rette form på støvlen. Man skal have en støvle, som sidder ordentligt på foden, men ikke klemmer, siger Henrik.

Hvis intet andet hjælper, findes der batteridrevet varme, som du kan installere i dine støvler. Sådan en varmer passer i alle typer sko, og så kan du bare tænde for varmen under fødderne, når tæerne begynder at blive kolde.

Henriks fem bedste tips til varme fødder på pisten: 

  • Brug en støvle med en god pasform, som passer til din fod. For at få den bedste form skal du tage støvlen med til en rigtig god skibutik og lade dem forme den for dig.
  • Sørg for at have en rigtig god, formstøbt sål i din støvle. Få en velassorteret skibutik til at hjælpe dig med at prøve og forme en sål, så den passer lige til dig.
  • Tag støvlernes indersko ud, og lad dem tørre ordentligt natten over, så du fjerner den kondens, som dannes i dem under skiløbet. Det giver mindre risiko for, at du kommer til at fryse om fødderne næste dag.
  • Brug altid en tynd og god skisok, når du løber. Det er vigtigt, at sokken er åndbar, så sørg for, at den er i et syntetisk materiale eller uld.
  • Installer varme i dine støvler. Det kan du gøre ved at gå til en velassorteret skibutik og købe en varmeplade, som sættes under tæerne og kobles til en lille batteridåse, som sættes uden på støvlen.