Skal du finde de gamle frem? Eller leje et par? Måske finde et par gode brugte på Ebay? Vi spurgte udstyrsekspert Jerry Larsson hos Skidåkarna i Tandådalen, Sälen.
Jeg løber ikke særligt godt. Og det meste af tiden står jeg bare og plover med børnene på børnebakken – så er det ikke ligegyldigt, om mine ski har nogle år på bagen?
- Det er en almindelig misforståelse. Tænk på det på denne måde: Du bruger jo en hel del penge på din skiferie, og så vil du vel gerne have mest muligt ud af skiløbet? Personligt synes jeg altid, at det er lige spændende at åbne folks øjne ved at lade dem prøve et par nye ski. Et par gode ski gør en stor forskel på dit løb. Prøv det, så ved du, hvad jeg mener!
- Men selvom glæden ved at løbe selvfølgelig er det vigtigste, er der også et sikkerhedsaspekt, som gør, at du bør løbe med relativt nyt udstyr. Gamle ski kan faktisk være farlige at løbe på. Man risikerer, at fjederen i bindingen har stået stille for længe og enten udløses, når den ikke skal, eller slet ikke udløses. Begge scenarier kan slutte rigtigt grimt. For den udløses næppe, når du står i køen til liften, men snarere midt i skiferiens mest aggressive sving. Og bare fordi skiene blev udløst sidste gang, betyder det ikke, at de også gør det næste gang. Så det er en billig forsikring at leje et par nye ski.
Jeg har et par ski stående i garagen. Hvordan kan jeg vide, om de kan klare en sæson til?
- Det vigtigste at kontrollere er altså bindingerne. Men det kan være svært selv at vide, om de er okay, så bed en professionel om at se på dem. I samme omgang kan du også tjekke bindingernes vægtindstilling. Mange tror, at de har gjort det rigtigt, men vi ser ofte, at de er forkert indstillede. Og vær ærlig! Det er det helt forkerte sted at lyve om sin vægt…
- Du skal naturligvis også kontrollere skienes stålkanter og belægning. Hvis stålkanterne er rustne, skal de slibes. Hvis der er dybe ridser eller huller i belægningen, skal det ordnes med det samme. Hvis du kører et par dage på en ski med en dyb revne, kan der trænge fugt ind i trækærnen, og så er de uigenkaldeligt ødelagt.
Er det smartest at leje eller at investere i mine egne ski?
- Det kan du kun selv afgøre. Men hvis du løber en uge om året, er der flere fordele ved at leje dit udstyr. Du slipper for at vedligeholde det og ved, at du altid får gode ting. Og desuden får du noget for pengene! Et par ski, som koster omkring 8.000-10.000 kr., kan du leje i en uge for ca. 1.000 kr. Det betyder, at du skal bruge dem i 8-10 uger for at tjene det ind. Og hvis du skulle forelske dig i et par, kan man som regel få lov at købe dem. Jeg synes i det hele taget ikke, man skal købe et par ski, man ikke først har prøvekørt.
Jeg har fundet et par brugte ski på nettet. Hvordan kan jeg vide, om de er gode eller kun dur som pejsebrænde?
- Det er svært. Tænk på, at du altid køber undersiden af et par ski. Det er belægningen, som er det vigtigste at tjekke. At skiene er helt nye er ingen garanti for, at de er gode, men du har en større chance for at vinde i lotteriet, end hvis de har nogle år på bagen. Hvis du gerne vil købe brugte ski, er det smartest at købe af en skiudlejer. Så kan du kontrollere skiene med det samme, og så ved du, at de er blevet vedligeholdt korrekt. Hvis du køber brugte ski, skal du altid huske at lade en professionel indstille vægten.
Film: Ta hand om skiene (svensk)